Af Lona Fjelsted Sørensen

Anne Vestergaard går ved tidspunktet for interviewet på Den pædagogiske diakonuddannelses 3. semester. Anne har tidligere arbejdet halvandet år som pædagogmedhjælper i børnehave.

En menighedsbørnehave
Som uddannelsens første praktik valgte Anne en lille menighedsbørnehave i Århus.
Anne troede, at menighedsbørnehaven ville være meget forskellig fra den almindelige børnehave, hvor hun tidligere var medhjælper. Men det var den ikke.
- Den eneste forskel er faktisk, at de i menighedsbørnehaven synger bordvers og går til gudstjeneste med børnene. Ellers er der ingen forskel. Hverdagen var som i en almindelig børnehave, husker Anne.

Praktikantrollen
På forhånd var Anne lidt bange for, om hun fik lov at have lige så stort ansvar, som da hun var medhjælper. Men det var der ingen problemer i. Hun havde lige så stort ansvar som i medhjælpertiden.
Anne gjorde det samme som pædagogerne: snakkede med forældre, lagde programmer osv. Og hendes rolle var i det hele taget at fungere som almindelig pædagog.
Anne fandt snart frem til, at det ikke var alle forældre, der havde valgt børnehaven på grund af dens kristne tilknytning. Det kunne lige så godt være, fordi den var lille og overskuelig, eller fordi den lå tæt på hjemmet.
- Så de havde heller ikke nogen forventninger om, at den diakonale side af min pædagogfunktion fyldte mest. Og jeg ville jo alligevel aldrig forkynde. Til jul kan man da godt snakke om Jesus og om, hvad julen er. Men det kan man jo også i en almindelig børnehave, siger Anne.

Diakonpædagogen
At være diakon er for Anne at være der for et andet menneske, at lytte til det andet menneske.
- Men jeg håber da ikke, der er forskel på mig og en almindelig pædagog, hvad det angår, siger Anne og tilføjer:
- Det handler om menneskesyn, man skal være pædagog med hjertet. På Diakonhøjskolen får vi et bredere menneskesyn - tror og håber jeg. Og det mener jeg er fordi, vi får religionsundervisning.