Af Lona Fjelsted Sørensen

Birthe Nielsen er 47 år. Ved tidspunktet for interviewet går hun på Social- og sundhedsassistentuddannelsens 1. skoleperiode.
Birthe har været på arbejdsmarkedet i mange år, først som hjemmehjælper, og siden som daglig leder i en håndværksvirksomhed.
Men hun ville gerne tilbage til hjemmehjælperfaget, og mens hun gik med de overvejelser dumpede en lokalavis ind ad døren med en annonce fra Diakonhøjskolen. Den annonce blev svaret på Birthes ønske om et sporskifte i livet.

Den ældste i klassen
Men de andre i klassen var jo en del yngre, og der var også stor forskel på livserfaringen. Hvordan ville det blive at være den ældste i gruppen?
- I starten følte jeg mig ind imellem lidt fejlplaceret mellem alle de unge. Men det gik hurtigt over, jeg tænker aldrig over det i det daglige.
Det er i det hele taget et sted med rum for forskelligheden, synes Birthe:
- Det er spændende, at vi er så forskellige, og det er der plads til. Man accepterer hinanden herude. Her er en god stemning, alle er opmærksomme på hinanden, også lærerne.

I skole igen
Men livet tilbage på skolebænken byder også på andre udfordringer.
- I timerne skal jeg lige vænne mig til at sidde stille så længe og bare høre efter. Det er en udfordring. Men det er dejligt at opdage, at de små grå fungerer lidt endnu. Og så er det er jo nyt og lidt hårdt at have hjemmearbejde. Nogen gange laver jeg lektier sammen med min datter, hun er også under uddannelse. Så har vi noget sammen, og vi kan hjælpe hinanden.

Den rette hylde
Birthe har stadig to år tilbage på uddannelsen, og hun er glad for, at hun valgte Diakonhøjskolen og det kristne udgangspunkt, som er her.
- De diakonale fag er meget spændende. Og det er en ny verden for mig. Hjemme gik vi vel i kirke tre gange om året, så jeg er ikke opvokset med det. Men jeg nyder andagterne. Det er en dejlig start på dagen, og det giver ro i sindet.