Af Lona Fjelsted Sørensen

Kristine Nielsen går på Diakonhøjskolens social- og sundhedsassistentlinje. Hun er på tidspunktet for denne samtale i gang med sin tredje praktik, hvor hun er på et plejehjem i Århus.
Når Kristine har været i praktik bærer hun altid sin diakon-nål. Den fungerer ofte som "dåseåbner", fortæller hun:
- Vi skal jo ikke være missionerende, men nogle patienter stiller selv spørgsmål om Gud, når de ser nålen. Og jeg ved jo, at der også er en sygehuspræst, hvis samtalerne bliver for tunge for mig.

På plejehjemmet
På plejehjemmet er der ofte et stort behov for at have en diakon ansat.
- Jeg har for øjeblikket en patient, som er meget glad for at synge. Hun har ikke noget sprog, men når jeg synger salmer, nynner hun med. Dem genkender hun. De ansatte på stedet er meget overraskede over dette, det vidste de ikke, at hun kunne.
I det hele taget er det Kristines oplevelse, at der er god brug for diakonien på plejehjemmet:
- Når man bliver gammel tænker man lidt mere over: "Hvor kommer jeg nu hen?" og den slags.

De svære samtaler
I hospitalspraktikken oplevede Kristine, at diakonien var til stor hjælp. Kristine var på en neurologisk afdeling. De havde på afdelingen en meget ung patient med en aggressiv kræftsygdom. De talte på personalestuen om at tilbyde samtaler. Men der var ingen i personalegruppen, der følte sig rustede til det, alle veg tilbage.
Familien takkede nej til samtalerne i første omgang. Men Kristine fandt ved et tilfælde ud af, at hun havde nogle fælles relationer med patienten, og fortalte dette til familien. Dette åbnede for, at de alligevel fik taget hul på nogle af de svære ting. Kristine fik på den måde flere gode samtaler, både med forældrene, og med patienten også når hun kunne klare det.