Den pædagogiske diakonuddannelse på Diakonhøjskolen

Af Lona Fjelsted Sørensen

Ved tidspunktet for interviewet går Dorthe Maagaard på Den pædagogiske diakonuddannelses 4. semester. Hun er overflyttet fra et almindeligt seminarium, og har derfor gjort sig nogle tanker om, hvad der er forskellen på de to uddannelser.

Alle kender hinanden
Noget af det ved Diakonhøjskolen, som Dorthe sætter mest pris på er fællesskabet: Der er andagtsfællesskab morgen og aften, man spiser sammen, der er højskoletimer, fælles arrangementer og fester.
- Vi kommer til at kende hinanden på tværs af klasser og personale. Det giver omsorg for hinanden og der er altid en at snakke med. Vi kan grine og græde sammen, siger Dorthe og tilføjer:
- Vejledere og lærere, ja, hele personalet på skolen kender én i hverdagen. Der skal ikke så mange forklaringer til. På et almindeligt seminarium bliver man let bare til et nummer i flokken. Man skal hele tiden repetere for læreren, hvem man er. Man er ikke 'kendt' af dem på samme måde.

Uddannelsen er et fælles ansvar
Da Dorthe gik på det gamle seminarium oplevede hun ofte, at der ikke kom vikar på, når en lærer var syg. Det var så de studerendes eget ansvar at læse stoffet op.
- Hele det første semester, jeg gik der, var vores psykologilærer syg, og der var ingen vikar. Vi måtte selv læse stoffet op, og det er svært, når man aldrig har haft psykologi før. Her på stedet får man så vidt muligt undervisningen alligevel. En anden tager over, og de hjælper os igennem på den måde.
Og hun tilføjer:
- Det bliver til et fælles ansvar, at man kommer ud som diakon.

Skolens grundholdning er kristen
Dorthe lægger stor vægt på, at skolen har et kristent menneskesyn. Det giver en ekstra dimension til uddannelsen, og hun forventer at have større valgmuligheder, når hun skal ud og søge job.
- Nye døre er blevet åbnet, mulighederne for fremtiden bliver mere og mere spændende og udfordrende, i takt med at vi bliver introduceret for det lærerne underviser i.