”Den vigtigste ingrediens er KÆRLIGHED ” – madlavningskursus for studerende på Diakonhøjskolen hitter
Sådan siger en af deltagerne på skolens meget populære madlavningskursus, Poul Martin Thorø, studerende på 1. semester på den pædagogiske diakonuddannelse. At det ikke kun handler om gode råvarer og fancy køkkenmaskiner og –redskaber; men at mad smager bedst, når det tilberedes med kærlighed, omhu og respekt for råvarerne, er det vigtigste, han har lært på kurset.
Poul Martin har ligeledes skrevet et kærlighedsdigt til Diakonhøjskolens køkkenpersonale, hvor der bl.a. står: ”Hellere en ret grønsager med kærlighed til end en opfedet okse med had til.”
Se kærlighedsdigtet nedenfor!
Madlavningsprogrammer som Spise med Price, den engelske stjernekok Jamie Olivers program Jamie Oliver´s Food Revolution eller programmer, hvor en restaurant skal hjælpes på rette vej af professionelle kokke og ikke mindst de programmer, hvor madlavning bliver en konkurrence fx programmer som Hell’s Kitchen og Til middag hos…, hvor kendisser dyster i køkkenet, er populære blandt de unge i TVs underholdningssendeflade i diverse morgen- og aftensshows på DR1,TV2, TV3 m.fl; men således også madlavningskurset på Diakonhøjskolen.
![]()

Kærlighedsdigt til køkkenet!
Madlavningskurset på Diakonhøjskolen en sidegevinst
Som studerende på Diakonhøjskolen får man mange tillægsgevinster! Bl.a. muligheden for at deltage gratis i et madlavningskursus. Her undervises der i avanceret madlavningskunst, hverdagsmad, vare- og redskabskundskab og ikke mindst i Emma Gads takt og tone især i forbindelse med borddækning og gode manérer omkring et veldækket bord. For hvordan holder man rigtigt på et vinglas!!??

![]()
Måltidsfælleskabet på Diakonhøjskolen er i centrum
Hver anden tirsdag mødes og samles 20 studerende på kryds og tværs af semestre, og både unge mænd og kvinder, til madlavning i Diakonhøjskolens køkken under kyndig og kærlig vejledning af Diakonhøjskolens køkkenleder gennem mere end 10 år: Bodil Justesen.
Bodils køkken og spisesal er Diakonhøjskolens hjerte. For her samles alle skolens studerende og husets kursister flere gange dagligt til gode fællesmåltider og udveksling af synspunkter og begivenheder i skolens kalender og ikke mindst til fejring af diakonindvielserne, hvor der serveres 3 retters lækker festmiddag for de nyuddannede og deres familier.
”Hjemmelavet mad og varm mad er jo sjovere end rugbrødsmadder og fast food hver dag!”
Når man spørger de studerende om, hvordan de har oplevet det at deltage i skolens madlavningskursus, er svarene mange og positive. Men et af svarene, der ofte går igen, er glæden ved fællesskabet i forbindelse med madlavningen og hyggen ved den fælles spisning af det fælles tilberedte måltid efter alle anstrengelserne og succeserne bag kødgryderne.
Derudover peger deltagerne i madlavningskurset på, at det er sjovt og spændende at få lov til at eksperimentere i køkkenet, at lære køkkensproget, teknikkerne og blive inspireret – især fordi de studerende her på skolen ikke selv laver mad til daglig, da køkkenet jo sædvanligvis serverer al maden for de studerende -, at de bliver bedre til og mere sikker i madlavning og kan servere god mad for venner og familie, at de nu bedre tør kaste sig ud i at lave mad i det hele taget, og at det er rart at komme tæt på studerende fra andre semestre på skolen, og dele erfaringer og tips om madlavning med hinanden.
De nyerhvervede madkundskaber er også gode at have med sig ud i praktikkerne, når man bliver sat til at lave mad sammen med fx beboerne på en døgninstitution - altså madlavningskurset hos Bodil giver også nye pædagogiske kompetencer.
Madlavning med tema
Ofte har madlavningskursusdagen på Diakonhøjskolen et bestemt tema.
De temaer, som de studerende allerede har været igennem er påskefrokost, brunch, mormormad, tapas og 80’er fest.
Få inspiration til påskemaden i 2011:
Klik her for at få opskrifterne, som de studerende selv har afprøvet.




