Praktikhilsen fra Grønland
Elisa Buchave, 7. semester, som er i praktik i Grønland på børnehjemmet Gertrud Rask Minde Børnehjem i Sisimiut sender os følgende hilsen:
Prøv at finde en diakonstuderende!
Rigtige diakoner kører på snescooter.
Elisas nabo
Gertrud Rask Minde Børnehjem, Elisas arbejdsplads!
"Her er lige en hilsen til jer fra Sisimiut.
Jeg håber, det går godt på Diakonhøjskolen, og i alle har det godt.
Institutionen er meget god, men jeg kan mærke, at jeg skal lære nogle grønlandske sætninger og lære, at jeg ikke kan forklare børnene/de unge alt med ord. Kollegaerne er meget flinke, men snakker meget grønlandsk, og nogle af dem kan ikke dansk. Men jeg klarer det, og Bolette, min vejleder, er meget sød, og vil meget gerne hjælpe.
På institutionen bor 7 børn/unge, mellem 10 og 18 år. De er meget forskellige og er meget søde. Nogle af børnene er ved at lære danske ord, og nogle er ved at lære mig enkelte grønlandske ord, problemet er bare, at jeg hurtig glemmer dem igen.
Da der var hjemkald for et par uger siden, var det faktisk lidt hårdt at tænke på, at klassen var samlet på skolen. Jeg havde meget lyst til at være i Århus. Lige præcis i denne praktik, ville det være dejligt at komme på hjemkald. Jeg synes, der er meget, som jeg har brug for at snakke om og fortælle om alt det, jeg oplever her, som er helt anderledes fra en praktik i Danmark.
Det ville også være dejligt, at jeg ikke skal koncentrere mig, for at andre kan forstå mig - bare lige en uge ville være dejligt.
Jeg har det meget godt, og jeg begynder at føle mig mere og mere hjemme, her i Grønland. Jeg er ved at være inde i praktikken og er ved at kende børnene og institutionen nu.
Men det har også taget tid og været hårdt. Det kan stadig være hårdt; men jeg synes, at det bliver bedre og bedre.
Børnene er rigtig dejlige alle sammen, og jeg nyder arbejdet, selvom det ikke altid er nemt, når vi har svært ved at forstå hinanden.
Børnene er nærmest mere interesseret i at tale dansk, end nogle af kollegaerne. Det kan til tider være meget sjovt. En af pigerne, er særlig interesseret i at tale dansk. Hun fortæller bl.a.: "Ah, ah. Elisa, må ikke," Jeg er efterhånden ved at have gjort meget, jeg ikke må. Når jeg siger "go' nat, og vi ses i morgen", til hende på grønlandsk, siger hun, "vi ses i morgen." Hun beder "fader vor" hver aften, og hun bliver meget stolt, når jeg (danskeren) vil bede sammen med hende. Jeg folder også hænderne, forstår ikke ordene, men kender jo betydningen. Når hun ikke ved, hvad hun skal sige til mig, eller der er noget hun ikke kan forklare, siger hun bare "vi ses i morgen" eller råber "Elisa." Hun fortæller mig nogle gange, flere gange om dagen, at "vi ses i morgen." Jeg ved ikke, om jeg skal tage det som en hentydning til, at nu kan jeg godt tage hjem. - Det har jeg i hvert fald ikke gjort.
En af drengene siger i stedet "det er min," når han ikke ved, hvad ellers han skal sige. En dag var jeg ved at putte mine overtræksbukser ind i skabet, og han tager bukserne. Han smiler, kigger på mig, og siger "det er min." Jeg kunne ikke lade være med at smile og fortælle ham, at han var dygtig til dansk, og skønt at han ville fortælle mig noget, men det var nu mine bukser. Siden har der været mange ting som åbenbart er hans. Han mener f.eks., at min diakonelev nål er hans!
Vejret er rigtig godt, mellem -15 og -20 grader. Som det ses på billederne er her meget flot, og jeg har i beundring gået rundt som en japaner i København. Alle siger, at jeg skal vente til det bliver sommer, så bliver det rigtig smukt; men lige nu har jeg svært ved at forestille mig, at det kan blive smukkere. Jeg synes også, at jeg kan ane affald og andre underlige ting under al sneen, så jeg tror måske også det kan blive noget beskidt, når sneen smelter.
Jeg vil smutte igen. Ha' det rigtig godt.
Kærlig hilsen Elisa"