Andagt for at mindes folkedrabet på det armenske folk
I dag den 24. april 2008 holdt skolens firmastewardesse, Mariam Khachiq, andagt for at mindes folkedrabet på hendes folk, armenierne.
Mariams ønske var at mindes sit folk og den massakre, der overgik dem, sammen med skolens medarbejdere og studerende.
Den 24. april er datoen for folkedrabets begyndelse og mindes verden over med stadig større tilslutning.
Mariam læser fra Lukas evangeliet kap. 6.
Mariam ved siden af et bord med materiale om massakren
Studerende og medarbejdere tænder lys for det armenske folk
På Diakonhøjskolen afholder skolens studerende og medarbejdere hver morgen andagt med forskellige temaer. Og denne gang var temaet: "Det armenske folkedrab", og andagten indledtes med salme nr. 636 DDS: "Midt i alt det meningsløse."
Mariam Khachiq, efternavnet betyder i øvrigt "kors", er barnebarn af armeniere. Mariams bedsteforældre flygtede fra Armenien til Syrien og derfra til Irak. Mariam er født og opvokset i Bagdad og er kristen armenier. Mariam kom til Danmark som flygtning i 1993 på grund af krigen mellem Iran og Irak.
I dag bor Mariam med sin familie i Århus og er en flittig kirkegænger i Gellerup kirke, hvor kirkens internationale arbejde optager hende meget. Til hverdag arbejder hun her på Diakonhøjskolen som firmastewardesse og er kontaktperson/familie for de mange armeniere, den internationale linje på Diakonhøjskolen har haft gennem årene.
Du kan læse Mariams andagt her:
"Armeniere mindes ofrene for det armenske folkemord
I dag mindes armenierne ofrene for det armenske folkemord, hvor 1. verdenskrig blev en katastrofe for det armenske folk.
Tyrkiet gik ind i krigen på tyskernes side. I 1915 besluttede tyrkerne, at armenierne skulle fjernes. De var et upålideligt folkeelement!
Tyrkerne var effektive. Før krigen var der ca. 1,8 millioner armeniere i Tyrkiet, efter krigen var der ca. 450.000.
Få hundrede tusinde lykkedes det at flygte over den tyrkisk-russiske grænse, mens andre sluttede sig til en sydgående flygtningestrøm, især bestående af kvinder og børn, hvoraf mange døde undervejs; mens nogle nåede frem til den syriske ørken - til flygtningelejre, hvor der efterhånden blev en smule hjælp og overlevelsesmuligheder at hente, især i kraft af humanitær hjælp fra vesten. En af dem, der brugte sit liv på at hjælpe tusindvis af armeniere var Karen Jeppe fra Gylling ved Odder, som ufortrødent forsatte sit hjælpearbejde for armenierne under 1. verdenskrig.
Karen Jeppe - Danmarks første befrielsesfilosof
Karen Jeppe forsøgte at hjælpe så godt hun kunne. Hun skjulte flygtninge under gulvet i sit hus i Urfa, hun organiserede mad og vand til de karavaner af armeniere, der blev drevet gennem Urfa - ud på deres sidste rejse. Tyrkerne var ikke så avancerede i masseudryddelse, så deres metoder gik ud på at drive mændene sammen og skyde dem. De unge kvinder blev ofte solgt som husslaver, ældre kvinder og børn drev man også sammen, men dem sendte man ud på vandring, indtil de døde af tørst, sult og udmattelse."
Læs dagens bøn her, som Mariam bad. Bønnen er både på dansk og arabisk.
Børn af overlevere - hvorfor mindes de? Hvorfor huske et gammelt folkedrab?
De fleste armeniere mener, at man skal huske folkedrabet for at vise ofrene respekt. Flere siger også, at vi skal huske folkedrabet på armenierne, så det ikke sker igen for andre etniske grupper. I 1960'erne begyndte børn og børnebørn af overlevende at erindre folkedrabet med store demonstrationer og krav om anerkendelse fra Tyrkiets side.
Armenierne lever spredt i store dele af verden, og overlevende og deres efterkommere kæmper for, at netop det land, de bor i, anerkender folkedrabet.
Læs mere om det armenske folkedrab på www.folkedrab.dk/folkedrabene/armenien og om Karen Jeppe på www.fredsakademiet.dk/library/jeppe.htm