Diakonhøjskolen er fyldt 90 år – "but is still going strong" og på vej mod nye mål

Af: Anita W. Petersen

Det er ikke mange beskåret at blive 90 år, og forstander Jens Maibom Pedersen plejer også at sammenligne skolen med en humlebi, der ikke burde kunne flyve.

Men mod alle odds er det faktisk lykkedes Diakonhøjskolen at holde sig svævende siden 1920, hvor skolen først etablerede sig på Dalgas Avenue nr. 52 og siden 1974 på adressen Lyseng Allé nr. 15.

Klik på billederne for at se dem i et større format!

Det, der står på Diakonhøjskolens hoveddagsorden pt., er en egentlig godkendelse i det officielle uddannelsessystem, også kaldet en akkreditering, af den pædagogiske diakonuddannelse, skolens kerneuddannelsestilbud.

Et andet mål for Diakonhøjskolen er at få sundhedslinien etableret på Diakonhøjskolen igen. Arne Bak, formand for skolens bestyrelse, afslørede under stor applaus fra de fremmødte til skolens fødselsdag mandag den 15. november 2010, at det er der god udsigt til i 2011, da Danske Diakonhjem har brug for sundhedsuddannede diakoner og gerne vil hjælpe Diakonhøjskolen med praktikpladser, hvilket der nu arbejdes med.

Diakonhøjskolen har nu altså eksisteret i 90 år og i den årrække været en fast leverandør af omsorgsmedarbejdere til både det danske sundheds- og sygehusvæsen og det pædagogiske arbejdsområde og udtrykt på en anden måde, som det fx står i skolens formål: uddannet diakoner til at yde ”kristeligt kærlighedsarbejde.”

Ny diakonisang i anledning af 90 års jubilæet
Mandag den 15. november 2010 var tiden jo så kommet til at fejre skolens 90 års jubilæum, og dette blev gjort med en temadag om ”diakoni og profession”, lagkage, højskolesang, hilsener fra nær og fjern og ikke mindst lanceringen af en helt ny fødselsdagssang i anledning af 90 års jubilæet.
Sangens titel er: Et kærligheds – syn, og de studerende fra Diakonhøjskolens nye uddannelsestiltag i samarbejde med VIA UC, professionsbacheloruddannelsen i Kristendom, Kultur og Kommunikation, fremførte smukt sangen trestemmigt.
Teksten til den nye diakonisang er skrevet af skolens huspoet, Lars Østerkjærhus, og melodien er skrevet af Johannes Konstanin Neergaard, som er underviser på 3Kuddannelsen. 
Klik her for at se sangen (pdf)!
 
Til 90 års fødselsdagen var der inviteret gæster udefra. Især gamle elever og studerende og repræsentanter fra det diakonale bagland var mødt frem, og sammen med skolens bestyrelse, skolens diakonforbund, nuværende studerende og medarbejdere fejrede næsten 250 mennesker skolens fødselsdag.

Aktuelle taler om diakoni og profession
Som fremgik af dagens taler, er det mere end nogensinde vigtigt at få diakonien og dens faglighed og anvendelighed sat på kirkens og samfundets dagsorden og ikke mindst få en diskussion af den diakonale identitet.
For som bl.a. biskop Karsten Nissen, tidligere forstander på Diakonhøjskolen fra 1978 – 1986, flere gange slog fast i sin tale om: Diakonien i går, i dag og i morgen, så er der ligesom ved diakoniens start i DK fortsat, desværre kunne man måske næsten fristes til at sige (red.), rigtig god brug for diakonerne.

”Udfordringerne til diakonien i dag er store i et modsætningsfyldt samfund fyldt med flimmer og et utal af valgmuligheder, krav til alle om hurtig omstillingsparathed for at kunne beholde sit job, store sociale forskelle med A, B og C hold, vrede og magtesløshed, og hvor rigtig mange mennesker søger efter en mening og har en længsel efter den store fælles historie”, pointerede Karsten Nissen og fremdrog følgende eksempler fx inden for ældreområdet, som, han mener, i høj grad har brug for det dynamiske menneskesyn, som diakonien kan tilbyde. ”Og ikke mindst fattigdommen er stigende i Danmark, og al den politiske tale om ghettodannelser og stramninger på udlændingeområdet, hvor er diakonien i det?”, spurgte Karsten Nissen lidt provokerende.
"Inden for de disse områder er der i høj grad brug for et asyl og en diakonal indsats, og Folkekirkens opgave er i et samfund fyldt med modsatrettede krav, og i et samfund, hvor det materielle er i centrum, at give danskerne den store fælles historie. Diakonien skal være et vindue ud til den konkrete verden, og rigdom er en nøgle til at løse fattigdommen", sluttede Karsten Nielsen sit foredrag af med at sige.

En anden af dagens talere var diakon Anne Grete Bøndergaard Lavrova uddannet som diakonpædagog fra Diakonhøjskolen i 2008 og nuværende stedfortræder på Den Blå Viol, et værested under Blå Kors Danmark i Skive.
Anne Grete fortalte engageret om sit arbejde ude i praksis, om hvordan hun havde oplevet uddannelsen til diakonpædagog på Diakonhøjskolen, og om hvilke arbejdsopgaver hun har på Den Blå Viol, og hvordan hun bruger sin uddannelse i sit nuværende job.
Anne Grete kaldte diakonerne for ”Guds arbejdshandsker” og kunne i dag tydeligt se, hvor brugbare fx fag som sjælesorg, socialt udsatte og udvikling af socialt arbejde er i hendes arbejde som diakon på et værested for socialt udsatte.

De diakonale teologiske fag er også en stor hjælp i hendes daglige arbejde, tag fx det at være godt bevandret i samlebogen i situationer, hvor man som medarbejder mangler ord eller især i tilfælde, når man som Anne Grete ofte oplever voldsomme og pludselige dødsfald blandt gæsterne på værestedet.
Her er bøn og organisering af begravelser i kirken for en diakon ikke et ukendt land, når man som medarbejder bliver nødt til at forestå en begravelse af en af værestedets gæster, fordi vedkommende ingen familie eller venner har mere, fortalte Anne Grete.

Derudover var der også taler af biskop Kjeld Holm, som er medlem af skolens bestyrelse, og af universitetslektor Johannes Nissen fra Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet.

Kjeld Holm talte under overskriften: Solidaritet og næstekærlighed og påpegede, at det danske samfund har en åndelig krise, og at solidariteten i samfundet ikke har det så godt længere.
For solidariteten skal næres af næstekærligheden, og næstekærlighedsbuddet, som bl.a. betyder, at man vil genoprette det splittede, er en gave i et samfund, ligesom velfærdssamfundet er en pligt; men vi har mistet sansen for gaver og sansen for den dybe sammenhæng mellem pligt og gaver, hvilket gør, at samfundet bliver dæmoniseret.

Kjeld Holms opfordring til Diakonhøjskolen var, at den skal holde den enkelte studerende op på den dybe sammenhæng, dialektikken, mellem pligt og gaver. "Samfundet er for tiden præget af en ”noget for noget” mentalitet, og vi har glemt klangbunden: ”Alt for intet!” ", sagde Kjeld Holm.

Johannes Nissen talte over temaet: Diakoni og profession og påpegede, at teologi og diakoni ofte læres bedst ude i praksis med fx de udviklingshæmmede i stedet for på de fine teologiske og diakonale konferencer. Gennem uddannelsen til diakon skal man ikke kun lære diakoni; men lære at leve og handle diakonalt.

Johannes Nissen redegjorde endvidere for diakonernes dobbelte kvalifikation, dvs., at de både har en teologisk-diakonal fagkvalifikation og en faglig kvalifikation inden for det sociale- eller sundhedsfaglige område. Desuden udfoldede Johannes Nissen begreber som den diakonale identitet, hvor han fremhævdede identitetsmarkører hos diakonen som skabelsen: at vi alle er skabt i Guds billede, fællesskabet: menigheden, retfærdighed: i den sociale og politiske diskussion, omsorg: det relationelle og lovprisningen: gudstjenesten.

Herefter forklarede han begrebet ”diakonal spiritualitet”, som en verdensvendt spiritualitet og som sansende nærvær, hvor langsomheden bør være i højsædet.
Den diakonale-sjælesørgeriske kompentence, hvor bl.a. hermeneutisk kompetence, dvs. evnen til at forstå den anden adækvat og forstå det ukendte sammen med personkompetencen, hvilket indebærer at være til stede diakonalt, den kommunikative kompetence: evnen til at relatere, den åndelige kompetence og teori kompetencen: psykologisk viden og evnen til refleksion, blev ligeledes fremhævet, som de kompetencer, en diakon bør have.

Til sidst påpegede Johannes Nissen, at diakoniens forudsætning, det man også kunne kalde for ”den accepterende diakoni”, er en accept af mennesket, som det er. Deraf udspringer nemlig muligheden for forandring eller vækst, og "mennesket er altid mere end, hvad vi i øvrigt kan nævne", var Johannes Nissens afsluttende replik!