TEMADAG om Åndelig omsorg

Af: Anita W. Petersen

Klik på billederne for at se dem i et større format!

”Tør du miste dit liv i kærlighedens navn, så vinder du det!”
Sådan lød en af de opfordringer, som sygehuspræst Preben Kok kom med ved temadagen om åndelig omsorg den 4. oktober 2010 på Diakonhøjskolen. Citatet kender vi fra evangelierne og stammer fra Jesus. Og at dømme på latteren og smilende rundt omkring på tilhørernes ansigter, var dette udsagn og mange andre rammende udsagn i løbet af dagen, noget de fleste godt kunne nikke genkendende til; men som den professionelle omsorgsmedarbejder ofte kan glemme i praksis og skal mindes om eller lære igen.
Diakonhøjskolens auditorium var fyldt med skolens egne studerende, som i deres praktikker ofte er i kontakt med nødlidende mennesker, og ligeledes med bl.a. sygeplejersker fra nogle af kræftafdelingerne på Århus Sygehus.

Og netop ovenstående opfordring var faktisk dækkende for begge den dags foredrag om åndelig omsorg. For både tidligere sygeplejelærer Anne Elsebet Overgaards foredrag om ”Det sansende møde med et lidende menneske, der søger efter mening” og Preben Koks foredrag om ”Den frugtbare grænse” handlede om at turde synke ned i afmagten og være til stede i lidelsen med den lidende og gerne uden ord, for så sker forløsningen.
Det er helt ok at møde en, der sørger eller er syg, med tavshed, men samtidig signalere: Jeg ser dig. Jeg ved ikke, hvordan det er at have det så hårdt, som du har det lige nu, men jeg kan se dig. Jeg kan se, at du har det forbandet svært, og det vil jeg gerne, du skal vide.

Alt dette siges ofte med blikke, altså via vores kropssprog, for som Anne Elsebet Overgaard så rigtigt sagde: ”Mennesker kan vi så let som ingenting gøre mindre med ét eneste blik,” hvilket jo nødvendigvis også må betyde, at vi kan gøre mennesker større med et enkelt blik.
I kommunikationsbranchen ved man nemlig godt fra diverse markedsundersøgelser, at al kommunikation kun består af 6% ord og de resterende 94% af kommunikationen af noget andet.

At turde se afmagten i øjnene og turde give slip
Skulle man trække essensen ud af begge foredrag, ja, så handlede det om som professionel omsorgsmedarbejder i mødet med patienten eller brugeren ifølge Anne Elsebeth Overgaard, at lære at agere som medmenneske med alle vores sanser i brug og være knapt så distancerende og analyserende, som uddannelserne har en tendens til så ensidigt at fokusere på, for med en fokusering på sanseligheden, så bliver lidelsen lettere at bære for den lidende, og den lidende kommer ikke til at føle sig som en genstand.

Og når vi som professionelle erkender vores egne grænser som menneske: hvad vi som menneske magter og formår, og indser "at alt ikke altid bare kan blive bedre”, og at vi som professionelle helt naturligt ofte kan blive bragt i situationer, hvor vi føler os magtesløse og ynkelige, ja så vinder vi livet og megen skyldfølelse forsvinder, hvis vi åbent og ærligt tør indrømme vores afmagt over for både kolleger og patienter. For så viser det sig som oftest, at vi får kræfterne tilbage til at handle og igen får kræfter til at have med dybt alvorlige livskriser at gøre og ikke bliver/forbliver udbrændte og stressede. Netop denne åbenhed og ærlighed omkring, hvad vi som professionelle og mennesker magter og særlig ikke magter, at vi giver os selv lov til at føle os magtesløse, har Preben Kok erfaret i sit arbejde med sygeplejersker og læger på Vejle og Ålborg sygehuse, har lettet deres stress og udbrændthed.

Hvis vi som menneske krampagtigt forsøger at redde os selv og andre gennem enhver situation og for enhver pris søger at undgå den store smerte og fortvivlelse ved at kæmpe for at vinde det lette, gode liv tilbage igen i en fart, så mister vi det hele. Den store udfordring er at turde at give slip. At give slip og synke ned i den afmagt, der åbner sig for en. Turde være dér.
Så er kristendommens påstand, at i det felt vokser forunderligt nyt liv frem.

En grænse begrænser ikke bare! At turde sige: ”Nu er grænsen nået, jeg magter ikke mere…”, kan åbne for en ny udvikling. En grænse er også dét sted, hvor man møder det nye og det frugtbare, påpegede Preben Kok.

Troen er en ressource
Preben Kok har oplevet, at især finanssektoren efter finanskrisen hungrer efter at få tro, og som han også udtrykte det i sit foredrag: ”Hele vores samfund hungrer efter at få tro”, og mennesket hungrer efter at blive befriet for skyld og skyldfølelse, og dét kan troen på, at Gud har ansvaret for os give. Når mennesket ikke har magten, har det heller ikke ansvaret, og derfor har det heller ingen skyld. Kirken kan reklamere for, at det perfekte liv ikke findes og hjælpe os til at erkende vores afmagt og dødelighed.
Konklusionen på denne dag kunne være, at ”der er heldigvis meget, som vi som mennesker ikke selv er herre over eller behøver at være herre over, og som vi derfor heller ikke behøver at have skyldfølelse over!”