I skolepraktik i Indiens farverige kultur
Lea Dahl Olesen går på Diakonhøjskolen i Århus, og er i øjeblikket i Indien, hvor hun er i gang med sin anden skolepraktik. Hun fortæller her om at bruge en symaskine uden strøm, om at arbejde 50-60 timer om ugen, om at tilbringe to timer i en kirke, hvor præsten opfordrer kirkegængerne til at bede for hans nye bil. Og om at bo i en lille landsby med 3 millioner indbyggere.
"Vinden rusker blidt i palmerne udenfor mit vindue, og huset dufter rent og friskt. Det er søndag, min ugentlige fridag - men der er nok at lave. I dag har jeg vasket tøj i hånden, taget mig af fem portioner kogevask, skrubbet køkken og bad, fejet med en stråkost og vasket gulve."
Sådan begynder 22-årige Lea Dahl Olesen fra Stevns beskrivelsen af sin skolepraktik. Stedet er Indien, og uddannelsen, hun er i gang med, er en pædagoguddannelse på Diakonhøjskolen i Århus. Uddannelsen tager 4 år og er en SU-berettiget pædagoguddannelse, som dog har flere aspekter og muligheder end en almindelig pædagoguddannelse. De socialpædagogiske fag vægtes højt, og der er også fag som religion og sjælesorg.
I løbet af de 4 år, uddannelsen varer, er der tre praktikker, der varer et halvt år, og praktik nummer to, er Lea Dahl Olesen i gang med at gennemføre i Indien. Det er uden tvivl en spændende oplevelse, men det er også en udfordring at være i praktik i udlandet.
"Min arbejdsuge er på 6 dage, og jeg arbejder 50-60 timer hver uge. Mit primære arbejde er undervisning af unge kvinder i syning, tegning og maling. Senere skal jeg også undervise i engelsk og sundhed. Jeg arbejder også en dag om ugen på kontor med projektudvikling og to eftermiddage om ugen på en kostskole for samfundets fattigste," fortæller Lea Dahl Olesen og fortsætter:
"Jeg underviser 7 søde unge damer i alderen 18-22 år, fordelt på to hold. De er så ivrige efter at lære og gør alt, hvad jeg beder dem om. Indtil videre har vi mest øvet syning, det vil sige at sy uden tråd efter streger og cirkler på papir. De skulle også lige lære at bruge symaskinerne, da de fleste aldrig havde rørt ved sådan en før. Og det skulle jeg også lære, for det er gammeldags symaskiner uden strøm, så man skal vippe foden ret nøjagtigt for at få hjulet til at dreje den samme vej, i stedet for bare at hoppe frem og tilbage."
Bed for min bil
Ofte arbejder Lea Dahl Olesen mindst 10 timer om dagen, og hun har kun fri om søndagen, hvor hun i øvrigt flere gange har tilbragt over to timer i kirken.
Hun arbejder for en kristen organisation, men på mange måder er det en anderledes tro, end hun er vant til.
"Med anderledes mener jeg for eksempel, at jeg er fra en baggrund, hvor meget få er praktiserende kristne, og hvor det er noget personligt. Men her foregår gudstjenesterne med powerpointshow og meget skingert keyboard på fuld drøn, præsten opfordrer os til at bede for hans nye bil, og hver dag bliver jeg mødt med forespørgsler på, om jeg vil bede for at nogen får en ny bil eller nogle penge, ja, man beder højlydt for alt her. Så der må jeg bide min "gå ind og luk din dør og bed til din fader" i mig og prøve at være åben over for deres måde at gøre det på," fortæller Lea Dahl Olesen.
På mange måder prøver hun også at være en del af kulturen, og en af de første dage gik hun på indkøb og fandt indisk tøj.
"Så nu er jeg den stolte ejer af tre sæt indiske dragter. De er fantastiske, for det føles som at rende i nattøj hele tiden. De består af en meget løs skjorte, der går ned til knæet og har slids i begge sider, et par meget store bukser, som jeg kan være i tre gange, og et sjal i samme mønster som bukserne.
Landsby med 3 mio. indbyggere
Lea Dahl Olesen synes det er spændende at opleve en anden kultur, og hun mener også, at det det er udviklende, fordi det tvinger hende til at overveje hendes egne metoder og handlemønstre, når hun kommer ud og arbejder et sted, hvor alt bliver gjort anderledes, end hun er vant til.
"Personlig udvikling er essentiel i både det diakonale og det pædagogiske arbejde, og det føler jeg, at jeg virkelig gør her, på en anden måde end jeg ville have gjort i Danmark," fortæller Lea Dahl Olesen.
Og mødet med en anden kultur giver også nogle gode sjove oplevelser at fortælle om.
"For eksempel forventede jeg, at jeg skulle bo i en lille landsby. Men den er kun lille set fra den indisk målestok, for her er 3 mio. mennesker. Og den information at bilerne kører i venstre side af vejen, kan man for eksempel heller ikke bruge til noget, for de kører, hvor der er plads," fortæller hun og fortsætter med en beskrivelse af, hvordan det er at handle ind:
"Her er der en lille mand, der viser mig varerne, og når jeg så har besluttet mig for, hvad jeg vil have, så går samme lille mand hen til en ny mand, der trykker beløbene ind på et kasseapparat, og jeg får en kvittering, som jeg kan gå hen og betale hos en tredje mand (som oftest er i den anden ende af butikken), og så får jeg af en fjerde mand et stempel, som viser, at jeg har betalt, og så kan jeg med min stemplede kvittering gå mod udgangen og hos en femte mand få udleveret mine ting. Ja, det kan undre, at der er høj arbejdsløshed i landet."
Fantastisk studiemiljø
Til sommer vender Lea Dahl Olesen tilbage til studierne i Århus, og mange har spurgt hende, hvorfor hun har valgt at læse til diakonpædagog i stedet for almindelig pædagog nær de trygge rammer på Sjælland.
"Svaret er både meget enkelt, men på den anden side også meget indviklet. Jeg har altid gerne villet arbejde med mennesker, men aldrig været helt sikker på hvordan. Jeg hørte om Diakonhøjskolen første gang, da jeg arbejdede som volontør i Tanzania. Der mødte jeg én, der var i praktik fra skolen, og det hun fortalte om skolen, undervisningen, studiemiljøet og mulighederne efter uddannelsen, lød bare rigtigt, og jeg har da heller aldrig fortrudt det siden," fortæller Lea Dahl Olesen og fortsætter:
"Studiemiljøet er helt fantastisk. Der er et særligt sammenhold, ikke kun mellem elever, men også mellem lærere og elever. Folk drager virkelig omsorg for hinanden, og der er god stemning og næsten altid noget socialt i gang et eller andet sted: Et spil pool, musik, kreativitet eller en snak over en kop kaffe."
"Hvis jeg skal komme i tanke om noget der er negativt er det, at det tager mig 5 timer hver vej at besøge min familie og at de dejlige køkkendamer laver alt for god kage, der sætter sig på sidebenene," fortæller Lea Dahl Olesen.
