Dem, vi andre ikke vil lege med

Preben Brandt fortæller engageret om de socialt udsatte

Der grifles løs...

Centerchef Bjørn Hogreffe, Aalborg Kommune, fortæller om arbejdet med misbrugere

Centerchef Palle Eli Jensen, Århus Kommune, holder foredrag om: "Sundhed, brugerinddragelse og arbejdsmiljø i forhold til arbejdet med socialt udsatte."
Hvordan definerer man begrebet "socialt udsatte", og hvad er det, som vi såkaldte normale ikke ved, ikke ser eller ikke vil se i vores sameksistens med socialt udsatte?
Hvad er årsagen til, at behandling af misbrugere og dobbeltdiagnosticerede i nogle tilfælde ikke lykkes? Hvad lykkes i arbejdet med socialt udsatte? Hvilke behandlings- og efterbehandlingsmuligheder er der i dag i de større byer i DK? Må/kan man bruge ordet "kærlighed" i sit faglige arbejde med socialt udsatte? Hvorfor bliver nogen udstødt? Er vi som samfundsborgere og fagpersoner forpligtet til at fortælle, om det vi ser?
Disse spørgsmål og mange andre stillede dr. med. Preben Brandt, formand for Rådet for socialt udsatte, centerchef Bjørn Hogreffe fra Center for Misbrug og Socialt Udsatte i Aalborg Kommune og centerchef, Palle Eli Jensen, Center Basen Århus Kommune skarpt på i forbindelse med Hjemkald/Studiedagene for skolens studerende, der er i praktik.
Der var masser af godt stof til eftertanke.
Preben Brandt definerede begrebet socialt udsatte, som "dem, vi andre ikke vil lege med
" "Dem, vi har givet op over for, dem, vi ikke kan lide, dem, der ikke kan komme sig og dem, det ikke kan betale sig at gøre noget overfor," forklarede han. "Cost/benefit er desværre en stor del af det sociale arbejde, og der skal leveres effektive resultater," udtrykte Preben Brandt med beklagelse. Antropologisk set kalder man også de socialt udsatte for de "urene", og dem vi som samfund ender med at udstøde.
Derudover pegede Preben Brandt på, at det, der gør folk socialt udsatte, ikke er, at de fx har en diagnose som maniodepressive; men at det, der er fællesnævneren for de fleste med betegnelsen socialt udsatte er, at de har oplevet massivt omsorgssvigt på mange planer i deres barndom og ungdom, og at de ganske enkelt aldrig har oplevet at blive holdt af.
Preben Brandt talte for mere omsorg og ægte nærvær i arbejdet med socialt udsatte, og at man som fagperson er mindre optaget af behandling, handleplaner og efter hans bedste overbevisning teknisk relationsarbejde. Til sidst slog Preben Brandt et slag for, at man som fagperson tør have tvivlen med i sin professionelle bagage.
Centercheferne fra henholdsvis Aalborg og Århus fortalte om de mange spændende og forskellige tilbud både behandlingstilbud, væresteder, gadearbejde og fritidstilbud, der findes til gruppen af socialt udsatte, som også rent teknisk kaldes for matchgruppe 4 eller 5.
Der blev også peget på udfordringer og fremtidsplaner i kommunerne i arbejdet med de særligt socialt udsatte.
