20 nye studerende på den pædagogiske diakonuddannelse
Mandag den 16. august 2010 bød Diakonhøjskolen 20 nye studerende velkommen til 4 års studier i diakoni og pædagogik.
Traditionen tro blev alle studerende, nye som gamle, mandag morgen budt velkommen til et nyt semester i skolens auditorium.
Her blev der på bedste højskolevis sunget sange fra højskolesangbogen, og forstander Jens Maibom Pedersen og uddannelsesleder Ullrich Zeitler indledte semesteret med temaet: "Det er helt i orden, at du gerne vil finde dig selv - bare du også finder os andre..."
Det er vigtigt med egen udvikling og læring; men det vigtigste er, at det finder sted i et tæt, udviklende og ansvarsbevidst fællesskab med medstuderende, medarbejdere og praktiksteder. Diakonhøjskolen har et særligt læringsrum, hvor studieliv og højskoleliv med fælles læring, pligter og fornøjelse går hånd i hånd.
Derefter var der fælles formiddagskaffe med dejligt hjemmebag fra Diakonhøjskolens køkken, hvorefter der var fælles afgang til Lyseng Kirke, hvor sognepræst Lene Juhl Kofod ved en gudstjeneste specielt tilegnet skolens studerende bød alle velkommen til sognet.
Dagen efter var der introduktion til skolen og skolens lokalområde ved
4. semester og skolens studievejledere.

