I teoretisk praktik i Bruxelles
Kirsten Karup Nielsen vendte den 1. februar 2009 tilbage til 8. semester på Diakonhøjskolen efter et halvt års praktik i Eurodiaconia i Bruxelles. Hun fortæller her om en anderledes og meget teoretisk udenlandspraktik med masser af forskellige udfordringer.
En noget usædvanlig udlandspraktik. Sådan kan man roligt kalde det halve års praktik, som Kirsten Karup Nielsen havde i Eurodiaconia i Bruxelles på 7. semester. Men også en helt igennem god og lærende praktik, hvor Kirsten Karup Nielsen fik et godt indblik i den europæiske diakoni, og hvor hun lærte meget af andres erfaringer.
”Mit primære ansvarsområde bestod af arbejdet med to ”arbejdsgrupper”: Faith in Social Care Working Group og Educational Working Group (Arbejdsgruppen for Tro i Socialt Arbejde og Uddannelsesmæssige arbejdsgruppe). Som ansvarlig er man den, der har den primære kontakt mellem medlemmerne og sekretariatet. Min hverdag bestod af konferencer, møder, briefings og forberedelser til og planlægning af disse ting. Det foregik både internt i organisationen og også ved deltagelse i arrangementer ved EU og andre organisationer,” fortæller Kirsten Karup Nielsen om sit arbejde.
Et fagligt højt niveau
Da Kirsten Karup Nielsen skulle i gang med at planlægge sin sidste praktik var hun helt sikker på, at hun gerne ville i praktik i udlandet, blandt andet for at få de forskellige udfordringer, som et kulturmøde giver.
Men hun var samtidig også meget fokuseret på, at der skulle være en høj grad af faglighed.
”Jeg var bekymret for, om jeg kom ud til noget, der kunne minde om et volontør-ophold. Det har jeg prøvet tidligere, og det ville jeg gerne gøre igen. Men lige nu er jeg i gang med at tage en uddannelse, og her vægter jeg fagligheden af praktikkerne meget højt,” siger Kirsten Karup Nielsen.
Og det var også denne faglighed, der tiltrak hende, da hun hørte om denne mulighed for det, man kan kalde en teoretisk praktik.
”Det er klart, at det har været en usædvanlig praktik, og det betyder også, at vi ikke er skolet til det. Jeg havde på ingen måde en faglig baggrund for at gå ind i det politiske arbejde, men har lært det gennem erfaring og ved hjælp af mine kolleger. Det blev en af de mest lærerige praktikker, jeg har haft gennem min studietid.”
Samarbejde på tværs af landegrænser
Mens Kirsten Karup Nielsen var i Bruxelles igangsatte hun sammen med Faith in Social Care Working Group arbejdet på en kommende udgivelse af en booklet, ”What diaconia brings to social care”. Udgivelsen sætter fokus på, hvad vi i diakonien kan bringe ind i det sociale arbejde, og tager derigennem fat på at beskrive den diakonale identitet. Problematikken med at indfange den diakonale identitet var forud for arbejdet blevet genkendt som en fælles udfordring hos et flertal af medlemmerne over hele Europa, hvorfor Eurodiaconia valgte at sætte fokus på netop dette.
”Eurodiaconia havde netop gennemført og udgivet et member issue summary. Det er en samling af oplysninger om vore medlemmers primære fokus- og interesseområder. På den måde kan der skabes overblik over de problemstillinger, der går igen fra land til land – og det giver mulighed for at sætte fokus på essentielle udfordringer. Desuden kan man på denne måde også knytte medlemmerne sammen, så de kan drage nytte af hinanden og åbne op for samarbejde på tværs af landegrænser. Hvis der er en organisation i Sydfrankrig, en i Nordnorge og måske også en i Østeuropa, som deler en fælles udfordring, så kunne vi bringe dem sammen,” fortæller Kirsten Karup Nielsen.
Internationale tendenser
Men selvom man kan samarbejde på tværs, så er diakonien dog også meget forskellig og varierende fra land til land.
”Tyskland og Norge er de helt store lande hvad angår diakoni. Her har man en stor diakonal tradition og et højt niveau i uddannelser. I Østeuropa er de meget innovative på det, man kan kalde et begynderniveau, mens mange andre lande er innovative på et etableret niveau. Der er rigtig meget diakonalt arbejde i Tyskland, og her handler det meget om udbud og efterspørgsel, ” fortæller Kirsten Karup Nielsen og fortsætter:
”Hvis man skal tale om internationale tendenser, er det sådan, at de diakonale organisationer skal til at ud på markedet og kæmpe i forhold til udbud og efterspørgsel. Som man har gjort i Tyskland gennem flere år.”
Oplevet diakoni på verdensplan
For Kirsten Karup Nielsen har det været stort at finde ud af, hvor udbredt diakonien er i Europa og på verdensplan.
”Jeg har fået lov til at opleve, hvor mange tiltag, der er i gang, og hvor mange mennesker, der kæmper for denne sag. Og mange mennesker, der bare bliver ved – og gør det umulige,” fortæller Kirsten Karup Nielsen og fortsætter:
”Det har været en rigtig god praktik, hvor jeg har draget erfaringer gennem mødet med mennesker, der har arbejdet i diakonalt arbejde i årevis. Det har primært været en diakonal praktik – ikke en pædagogisk – og rent diakonalt har jeg lært mere end i andre praktikker. Det har ikke været ved det direkte møde, men i kraft af at alle vores medlemmer er ude i det direkte møde hver dag. Jeg har mødt de mennesker, der møder menneskene. Og heraf har jeg lært rigtig meget, som jeg ikke tror, jeg kunne have fået på nogen anden måde.”
Fakta om Eurodiaconia
Eurodiaconia er en økumenisk organisation af kirker, organisationer og NGOere i Europa, der opererer på nationale og internationale niveauer. Medlemmerne har rødder i den reformerte kristne tro, i den anglikanske og den ortodokse.
Eurodiaconia arbejder for netværk mellem organisationers og kirkers diakonale og sociale arbejde og udveksler viden og erfaring mellem vores medlemmer på tværs af nationaliteter og bekendelsesgrundlag.
Eurodiaconia har kontor i Bruxelles og repræsentere europæisk økumenisk samarbejde mellem de diakonale strukturer og aktiviteter i mange kirke og kirkerelaterede organisationer i både Øst- og Vesteuropa.
