Lars Busk Sørensen har med denne salme sat enkle og rammende ord på diakoniens evigt gældende udgangspunkt og udfordring:

Der gik én i menneskevrimlen
og slettede nederlag ud
så kærligt som var det i himlen
og ansigt til ansigt med Gud.
Ham er det, vi prøver at huske,
han gør, at vi daglig må fuske
med godhed - og kommer til kort.

Den tanke er stadig utrolig,
at Skaberens evige ord
fik ansigt og krop og tog bolig
blandt os på den rejsende jord,
og det var i byer som vore,
de mindste blev regnet for store,
de svage var nærmest ved Gud.

En fremmed, der glemte sit eget
på grund af et offer for vold,
en luder, der elskede meget
og ødslede uden kontrol,
dem gav han en plads i sit rige
så fornem, som ville han sige:
"Se, dér er min søster og bror!"

Han bragte Guds kærligheds tider
Til angstens og underets jord,
og søger man folket, der lider,
så følger man bare hans spor,
der går han, alverdens forsoner
og uddriver sindets dæmoner
og læger med Skaberens hånd.

Og følger vi tøvende efter
og tjener hans store projekt,
så deler han nok sine kræfter
med os og gi'r handlingen vægt.
Han kender jo Skaberens kilde
og ved, hvad han drømte og ville
med os på sin hellige jord.

Tekst: Lars Busk Sørensen, 1995
Melodi: Willy Egmose, 1995

Skrevet til Diakonhøjskolens 75 års jubilæum (1995)