Dagligdagen på Diakonhøjskolen
Morgenandagt
Hver dag begynder med en morgenandagt i skolens auditorium kl. 8.10 - 8.25. Vi synger et par salmer eller morgensange. Der er tekstlæsning, evt. en refleksion og bøn. Morgenandagten er fælles for alle. Mandag, onsdag og fredag skiftes medarbejdere til at holde andagt. Tirsdag og torsdag skiftes studerende til at holde andagt.
Måltider
| Mandag-torsdag | Fredag | Lørdag-søndag |
Morgenmad | 07.40 - 08.05 | 07.40 - 08.05 | 08.30 - 09.30 |
Fælles kaffe | 10.00 - 10.20 | 10.00 - 10.20 |
|
Middag | 12.00 | 12.00 | 12.00 |
Kaffepause | 14.50 - 15.10 | 14.50 - 15.10 |
|
Aftensmad | 17.00 - 17.30 | 17.00 - 17.30 | 17.00 - 17.30 |
Aftenkaffe | 21.00 | 21.00 |
|
Morgenmad og middag påbegyndes og afsluttes i fællesskab. Det gælder dog ikke morgenmad lørdag/ søndag, der foregår efter ta' selv princippet. Morgenmaden er buffet, og maden ryddes væk kl. 08:05.
Aftensmad foregår også efter ta' selv princippet, men det er nødvendigt, at aftensmaden afsluttes inden kl. 17:30, hvor der tages af bordene. De studerende sørger selv for borddækning og afrydning.
I weekenden tager de studerende selv kaffe og evt. brød/kage eftermiddag og aften. Tilmelding til måltiderne i weekenden skal ske på særlige weekendlister, som skal være udfyldt senest om torsdagen kl. 13,00.
Udeboende studerende, der normalt ikke spiser aftensmad på skolen, skal tilmelde sig aftensmaden, såfremt dette ønskes.
Undervisningstider
| Mandag - torsdag | Fredag |
1. + 2. time | 08:25-10:00 | 08:25-10:00 |
3. + 4. time | 10:20-11:55 | 10:20-11:55 |
5. + 6. time | 13:15-14:50 | 13:15-14:50 |
7. + 8. time | 15:10-16:45 |
|
Aftenandagt
Kl. 21.00 holder studerende selv en fælles aftenandagt for dem, der har lyst til at deltage.
Rengøring
Alle studerende på Diakonhøjskolen gør rent dagligt på skolen i fællesskab fra kl. 11:55 - 12:15. Der er dog ikke rengøring om onsdagen, hvor der er studiedag, eller i weekenden. Det er hyggeligt at gøre rent i fællesskab og på tværs af semestre. Man lærer hinanden rigtig godt at kende :-).
Mennesker på Diakonhøjskolen
Diakonhøjskolen har ca. 150 studerende og 30 medarbejdere. De studerende fordeler sig sådan, at to tredjedele er på skolen, mens den sidste tredjedel er i praktik.
Da de fleste studerende bor på skolen, betyder det, at der er liv på skolen fra morgen til aften. Alle studerende er velkomne til at benytte de faciliteter, som er på skolen også uden for undervisningstiden. Diakonhøjskolen er både uddannelsessted og hjem for mange.
Fællesskabet har høj prioritet. Skolen ønsker at være med til at udvikle gode samarbejdsevner og styrke de studerendes sociale kompetencer. Det er i alles interesse, at Diakonhøjskolen har et sundt studiemiljø og er et godt sted at være.
Udvalg
Størstedelen af de studerende er med i forskellige udvalg, der arbejder for, at Diakonhøjskolen hele tiden følger med skiftende behov for studiebetingelser og fritidstilbud. Det er elevråd, uddannelsesudvalg, sportsudvalg, musikudvalg, PR-udvalg, andagtsudvalg, kunstudvalg, biblioteksudvalg og værkstedsudvalg.
Det sociale liv
Diakonhøjskolen er ikke som andre pædagogseminarier. Når den sidste undervisningstime er slut, fortsætter fællesskabet for de fleste. Alle hovedmåltider indtages sammen i skolens spisesal. Mange studerende bor udenfor skolen, men deltager alligevel i stort omfang i skolens sociale liv efter fyraften. Mange studerende er også involverede i aktiviteter og fritidsinteresser andre steder i Århus.
Det kirkelige miljø
Diakonhøjskolen har sit ståsted i Den Danske Folkekirke. Den kristne tro danner baggrund for skole og undervisning. Blandt de studerende er repræsentanter fra forskellige kirkebaggrunde. Den tværkirkelige bredde er både en rigdom og en udfordring. En rigdom fordi du får mulighed for at møde andre menneskers syn på kirke og kristendom. En udfordring fordi gensidig respekt altid er en betingelse for forståelse og positivt samvær.
Praktiske opgaver
Ingen højskole uden praktiske opgaver! Det gælder også på Diakonhøjskolen. Det kan være daglig rengøring eller en opvask i ny og næ. Dertil kommer madvagter, som indebærer, at en studerende eller en lærer skal sætte aftensmaden frem og efterfølgende sørge for afrydning. En anden opgave er lukkevagten. Den, der har lukkevagten, skal om aftenen gå en runde på skolen for at sikre, at alle vinduer og døre er lukkede og låste.
Når, der er arrangementer på skolen f.eks. i forbindelse med skoleafslutninger, er der ligeledes opgaver, som fordeles mellem alle.
